Orientering fra Gjessø Lokalråd – Borgermøde om fremtidens varmeforsyning i Gjessø udskydes.

Gjessø Lokalråd har – efter at have deltaget i det allerførste borgermøde om fremtidens varmeforsyning i Silkeborg Kommune onsdag d. 17. august på Medborgerhuset i Them – valgt at udsætte vores eget borgermøde d. 6. september i Gjessø Forsamlingshus til en endnu ikke fastsat dato.

Vi ved – og det oplevede vi også på mødet i Them forrige onsdag – at folk søger konkrete svar som; ”kommer der fjernvarme?” og ”hvis det kommer, hvornår kommer det?”, ”Hvad skal jeg gøre lige nu?” osv…

Svarene kan bare ikke gives endnu, hvor end Silkeborg Forsyning gerne ville det. Der vil forestå et yderligere analysearbejde henover efteråret, førend disse svar kan gives. Vi så, at mange gik fra mødet i Them meget fortvivlede – og ikke meget klogere, end da de kom – det vil vi undgå i Gjessø.

Fremfor at afholde borgermødet på et noget uafklaret og usikkert grundlag, vil vi i stedet neden for redegøre for, hvad vi ved og ikke ved pt.

Silkeborg Kommune – Varmeatlas Version 1.0

Regeringen har i foråret 2022 pålagt kommunerne, at de inden udgangen af december i år, skal informere alle boligejere om, hvad de kan forvente mht. at blive omfattet af en fælles varmeforsyningsløsning eller ej.

Heldigvis var Silkeborg Forsyning allerede i gang med at forberede det kæmpe analysearbejde, som er nødvendigt for en sådan udmelding. Ambitionen var derfor, at man allerede inden sommerferien kunne fremlægge et såkaldt varmeatlas, som ville angive, hvilke bysamfund i Silkeborg Kommune, der kan forvente at få fjernvarme eller anden fælles varmeforsyning inden 2030.

I udarbejdelsen af varmeatlasset, blev de enkelte bysamfund analyseret og vurderet på en lang række parametre – bl.a. omkostningerne for den enkelte husejer, selskabsøkonomi, de samfundsøkonomiske gevinster, CO2-regnskab m.m. Man vurderede de forskellige fælles varmeløsninger op imod vand til luft varmepumper i den enkelte bolig. I starten af juli offentliggjorde Silkeborg Forsyning så varmeatlasset – i en version 1.0. Man erkendte nemlig, at der er områder, som kræver en mere dybdegående analyse.

Se varmeatlasset her: https://www.silkeborgforsyning.dk/Default.aspx?ID=8395

Den første version af varmeatlasset opdeler bysamfundene i Silkeborg Kommune i tre kategorier – de grønne (sikkerhed for fjernvarme), de røde (fjernvarme udelukket) og de gule (måske fjernvarme).

For de gule områder skal der i løbet af efteråret i år gennemføres et yderligere analysearbejde således, at vi sidst på efteråret ved, hvilke af de gule bysamfund, der bliver enten grønne eller røde.

Gjessø er i Varmeatlasset ver. 1.0 en ”gul by” – hvad betyder det?

I forbindelse med udarbejdelsen af Varmeatlasset ver. 1.0 er Gjessø blevet vurderet ud fra forhold specifikke for Gjessø – dvs. man har taget byens særlige karakteristika – beliggenhed, geografi, hussammensætning m.m. – i betragtning. Flere modeller er løbet igennem, men grundet byens størrelse og ikke mindst afstanden til andre byer, har man primært har vurderet på etablering af et decentralt fælles varmeanlæg i Gjessø i fht. individuelle vand til luft varmepumper i alle boliger.

Forudsat at en lang række forhold opfyldes, lægges der op til et flis-fyret fælles varmeforsyningsanlæg i Gjessø – umiddelbart altså. Det understreges dog, at yderligere analyse og beregninger er nødvendige, førend at Silkeborg Forsyning kan komme med sin endelige vurdering af, hvad der er muligt i Gjessø, og under hvilke forudsætninger.

Fælles fjernvarmeanlæg i Virklund?

I varmeatlassets første version er en af de løsninger, som bringes op – et stort og nyt fælles fjernevarmeanlæg i Virklund, der så skal kunne forsyne Virklund, Them-området og Sejs-Svejbæk. Økonomien i sådan et stort anlæg skal dog igennem en fornyet vurdering og bl.a. igen holdes op mod lokale løsninger i de tre nævnte byområder. Vi ved altså ikke, om det bliver til noget.

Hvorfor er Gjessø ikke tænkt koblet på et stort fælles anlæg?

Her er det umiddelbare svar, at det i første omgang ikke er overvejet, udelukkende baseret på en for stor afstand til Virklund og i den betragtning antallet af husstande i Gjessø. Vi ved dog, at når Silkeborg Forsyning nu går i gang med analysearbejdet forud for Varmeatlasset ver. 2.0, så er Gjessø ”med i puljen”, og vil også blive vurderet i relation til både et stort fælles fjernvarmeanlæg i Virklund og et mindre anlæg i Them.

Hvor er vi nu, og hvad ved vi?

Hvor vi ender, det er der ABSOLUT INGEN, som kan sige endnu – og hverken Silkeborg Forsyning eller for den sagsskyld politikerne tør love noget eller komme med et bud. Alle parter er dog fuldt bevidste om, at vi som borgere er frustrerede og vil have et svar og allerhelst i går. Derfor arbejder de også på højtryk, og det foreslår vi, at de får ro til.

Gjessø Lokalråd vil nu bruge kræfterne på at arbejde knald hårdt for, at Gjessø i analysearbejdet frem mod Varmeatlasset ver. 2.0, bliver vurderet på de rette parametre – og ikke blot på nogle tilfældige antagelser.

Ophævelsen af tilslutningspligten til naturgas og fremtidig fjernvarme

Vi gør desuden opmærksom på, at tilslutningspligten til naturgas, som største delen af Gjessø er “ramt” af, er ophævet i februar i år. Og mht. en evt. fremtidig fjernvarmeløsning, så kan kommunen fra 2019 ikke længere kan kræve tilslutningspligt i de nye områder, hvor der etableres fjernvarme.

Borgermøder i Skovlandets og Virklund lokalråd

Det skal endelig lige anføres at – modsat Gjessø Lokalråd – så har Skovlandets og Virklund Lokalrådene valgt at afholde deres borgermøder – hhv.:

Onsdag den 31. august kl. 19-21, Skovlandet – Jens Bæks Gård (Bryrup)

og

Torsdag den 15. september kl. 19-21, Virklund – lokalitet endnu ikke fastlagt

Opsamling

Lad os afslutningsvis lige kort samle op. Gjessø er gult område i Silkeborg Forsynings Varmeatlas ver. 1.0 – dvs. det stadig er helt uafklaret, hvor vidt der i Gjessø vil blive etableret en fælles varmeforsyning – som erstatning for naturgassen –  eller ej. Der foregår henover efteråret et yderligere analyse- og vurderingsarbejde. Når det arbejde er afsluttet med offentliggørelsen af Varmeatlasset ver. 2.0, så ved vi, hvilken løsning vi kan imødese og under hvilke forudsætninger. Tidshorisonten er desværre ikke mere præcis end seneste inden udgangen af efteråret. Når Varmeatlasset ver. 2.0 foreligger eller så snart vi ved, hvad anbefalingen bliver for Gjessø, så vil Gjessø Lokalråd indkalde til borgermøde i Gjessø Forsamlingshus sammen med Liga Syd og Silkeborg Forsyning.

Har du yderligere spørgsmål, bedes du sende en mail til mail@gjessolokalraad.dk. Vi kan dog ikke give andre svar end dem, vi har forsøgt at give via ovenstående. Alt andet vil være et udtryk for spekulation og personlige vurderinger, som du ikke må basere din beslutning på, hvis du f.eks. pt. overvejer køb af vand til luft varmepumpe. Vi kan dog sige, at vi vil arbejde for, at en endelig afklaring for Gjessø kommer hurtigst muligt.

Ovenstående er offentlig gjort på www.gjesso.dk og på Gjessø’s Facebook side. Møder du folk i Gjessø, som spørger ind til emnet, så henvis hertil eller til Silkeborg Forsynings hjemmeside om Varmeatlasset:

https://www.silkeborgforsyning.dk/Default.aspx?ID=8395

/Gjessø Lokalråd

Nyhed_indlæg_Gjessø