Den fremtidige varme- og energiforsyning har fyldt meget i medierne de senere måneder – og mange har stillet spørgsmålet – hvad sker der i Gjessø? Gjessø Lokalråd har, som det også har fremgået af Midtjyllands Avis ikke forholdt sig passivt, vi har holdt os orienteret og gjort vores mening til kende – nemlig, at man ikke bare skal overse Gjessø. Bl.a. ønskede vi sammen med Virklunds og Skovlandets lokalråd at blive en del af den forundersøgelse mht. fremtidig varme- og energiforsyning i Them og Salten, som Liga Syd søgte midler til. Men Silkeborg Kommune ønskede desværre ikke at bevilge de nødvendige økonomiske midler. Alligevel er vi så faktisk blevet omfattet af forundersøgelsen – fordi den nu er blevet en del af udarbejdelsen af det varmeatlas, som Silkeborg Forsyningen har fået til opgave at have klar inden udgangen af Q2 2022 – et varmeatlas, som vil afdække, hvilke områder i Silkeborg Kommune, der kan forvente at få fjernvarme de kommende år. Vi har d.d. modtaget en status melding fra Liga Syd. Flere alternativer er i spil, og inden udgangen af maj, vil Liga Syd og Silkeborg Forsyning af Plan Energi (udvalgt som ansvarlig konsulentvirksomhed) få præsenteret to idékataloger – et mht. Them/Salten og et mht. øvrige bysamfund uden fjernvarme i dag.

Indtil videre er det planen, at Liga Syd med udgangspunkt i de nævnte idékataloger vil søge at være facilitator for borgermøder i hvert af de fire lokalrådsområder i Silkeborg syd. Borgermøderne forventes afholdt i løbet af efteråret.

Gjessø Lokalråd anerkender det arbejde, som Liga Syd har gjort indtil videre, og umiddelbart er vi trygge ved at afvente de to idékataloger. Så snart vi ved mere, vil vi holde jer orienteret via Facebook og vores fælles hjemmeside www.gjesso.dk.

/Gjessø Lokalråd