Godt folk i Gjessø
I denne uge blev det kendt, at Plan & Vejudvalget i Silkeborg Kommune lægger op til at nedlægge bybussen til Gjessø og erstatte den af en skolebusordning – med to afgange om morgenen og tre afgange om eftermiddagen. Og kun for at spare 300.000 kroner om året!
Føres planen ud i livet, vil den sandsynligvis gælde fra sommeren 2023 (næste år).
Som formand i Gjessø Lokalråd har det fået mig til at indrykke læserbrev i Midtjyllands Avis fredag d. 11. nov. – du kan læse det her.
Vi i Gjessø Lokalråd finder det meget kritisk – fordi det risikerer at rive tæppet væk under det, vi og byen har arbejdet knaldhårdt for de sidste 8-10 år – nemlig, at Gjessø skal være et fantastisk sted at bo. Fokus har været udvikling – så vi kan beholde vores skole, vores butik og vores bybus.
Lokalrådet vil gøre, hvad der står i vores magt for at påvirke den endelige politiske beslutning i december, så nu går vi i dialog med politikerne.
Men vi har virkelig brug for jeres opbakning og initiativ – vi (Gjessø) bliver nødt til at vise, at bybussen har kæmpe betydning for byen, og at vi vil slås for den.
Initiativer som læserbreve, ”happenings” (positive), underskriftindsamlinger m.v. er velkomne. Kunne man forestille sig oprettelse af en lille ”aktionsgruppe”, som vil tage den koordinerende opgave på sig? Nogle, der melder sig?
Lad os vise politikerne i Silkeborg Kommune, at Gjessø er en by, der kan stå sammen. Vi har gjort det før: ”I Gjessø har vi det hele, vi mangler bare en hal 😊” – “Gjessø cykler for en cykelsti mellem Gjessø og Silkeborg”
Steen Okkels Nørby
Gjessø Lokalråd
Se beslutningspunktet fra Plan- og Vejudvalget her (+ bilag)