Silkeborg Kalder skal få flere til at flytte til Gjessø
Silkeborg Kalder er Silkeborg Kommunes bosætningskampagne. For at sikre en bedre balance mellem Silkeborg by og oplandsbyerne har kampagnen skiftet fokus i 2022 til oplandsbyerne.
Kampagnen sætter i 2023 en række handlinger i søen for at styrke tilflytningen til blandt andet Gjessø. Det er blandt andet bosætningsarrangementer, øget annoncering, mæglersamarbejde om oplandsbyerne og distribution af materialer til potentielle købere samt arrangementer i regi af Silkeborg Kalders Pigepanel i samarbejde med lokale aktører.
Kampagnen kan blive hæmmet af, at det private boligmarked er i en svær situation i øjeblikket, hvilket betyder, at mobiliteten på boligmarkedet er begrænset. Økonomi- og Erhvervsudvalget er orienteret om sagen.
(Økonomi- og Erhvervsudvalget, 07.02.2023, punkt 6)
Almene boliger på Gjessøtoften renoveres
Silkeborg Boligselskab afdeling 19 vil renovere badeværelserne i deres almene boliger på Svalevej 1-8 i Bryrup, Gjessøtoften 6-24 i Gjessø og Ranunkelvej 13-24 i Them.
De søger om godkendelse til at optage et lån på 3,5 mio. kr. til renoveringen og til den afledte huslejestigning på 11 %. Huslejen vil stige fra 850 kr./m2 til ca. 918 kr./m2.
Byrådet godkender låneoptagelsen og huslejestigningen.
(Økonomi- og Erhvervsudvalget, 21.02.2023, punkt 5, byrådet, 27.02.2023, punkt 14)
Find tidligere politiske beslutninger fra Gjessø her.